Er Kalaallit Nunaat for sit folk?
Inuit-refleksioner over amerikansk (og dansk) kolonisering
Vivi Vold med Kunuk Inutiq
KALAALLIT NUNAAAT, det såkaldte Grønland, er i dag i centrum for geopolitiske nyheder. Midt i fornyet amerikansk imperialisme og skrøbelige internationale alliancer tales der meget om NATO, Den Europæiske Union, Danmark, Rusland og Kina, politik, der kredser om stater.
Men hvor er de grønlandske stemmer?
Endnu en gang er oprindelige folk en eftertanke i international politik, skubbet til side, eller vores stemmer indfanges i en kolonial fortælleramme. Kalaallit Nunaat er inuitternes land. På trods af dansk kolonisering er det stadig sådan. Hvordan vil denne nye bølge af imperialisme, og stigende fascisme blive konfronteret?
Dette brief ser på den lange historie med forsøg på at kolonisere Kalaallit Nunaat, efterfulgt af inuitisk modstand og bevægelsen mod selvstændighed. Med fornyet imperialisme, der truer Kalaallit Nunaat, åbnes gamle sår igen. Hvordan kan Danmark og det bredere globale samfund vælge at stå sammen med Kalaallit, når det geopolitiske pres og fornyede imperiale interesser intensiveres omkring Kalaallit Nunaat?
En kort historie om forsøg på at kontrollere Kalaallit Nunaat
Inuit overlevede forskellige grupper, der gik gennem dette land, og forblev landets forvaltere og de oprindelige beboere i Kalaallit Nunaat. De oplevede kolonialisme på samme måde som mange oprindelige folk verden over: landtyveri, fjernelse af børn fra deres familier, stramme assimilationspolitikker, tvangsforflyttelser og bredere dominanssystemer designet til at knække oprindelige folks ånd for at underkue dem. Denne historie går tilbage til det 10. århundrede med ankomsten af nordboere, som bosatte sig i mange regioner af Kalaallit Nunaat i over 400 år, før de til sidst forsvandt. Denne lange periode blev fulgt af Hans Egedes dansk-norske mission i 1721, som søgte efter eventuelle forsvundne nordbobosættelser (der var ingen). I stedet begyndte organiserede assimilationskampagner af inuit gennem kristningen og fortsatte gennem danske kolonipolitikker i århundrederne efter.
Der skulle gå flere hundrede år, før en anden magt søgte kontrol over Kalaallit Nunaat. Den amerikanske flådeofficer Robert Peary opholdt sig i Kalaallit Nunaat. I 1894 tog han inuit med til New York City, fire ud af seks inuit døde af sygdom i 1909. Han hævdede at være den første, der nåede Nordpolen, og han stjal også værdifulde metaller fra Kalaallit Nunaat for at sælge Cape York-jernmeteoritten.
Amerikanerne kom i større antal under Anden Verdenskrig. I foråret 1941 underskrev Danmarks ambassadør i USA en traktat, der gav det amerikanske militær adgang til Kalaallit Nunaat for at beskytte øen mod Nazityskland. Denne traktat er stadig gældende i dag. To militærbaser blev opført af USA og var indtil for nylig de eneste større lufthavne i Kalaallit Nunaat. Efter at Danmark blev besat af Nazityskland, overtog USA ansvaret for forsvaret af Kalaallit Nunaat, mens de overvågede Nordatlanten for trusler. Dette etablerede en varig amerikansk militær tilstedeværelse, som fortsatte under Den Kolde Krig og senere under den fornyede geopolitiske interesse for Arktis i begyndelsen af 2000’erne, da Rusland begyndte at opbygge militær infrastruktur i Arktis.
Samtidig erklærede Danmark, med et meget spinkelt krav på Kalaallit Nunaat, øen for sin i en revideret grundlov. Som reaktion på oprindelige folks globale aktivisme opfordrede FN kolonimagter til at “afkolonisere”, opgive deres kolonier og støtte oprindelige folks selvbestemmelse. I 1953 besluttede Danmark, at Kalaallit Nunaat ikke længere var en koloni, men “integreret” i Kongeriget Danmark, uden at befolkningen i Kalaallit Nunaat nogensinde blev spurgt. Dette skift i diskurs undertrykte enhver afkoloniseringsproces for Kalaallit Nunaat og gjorde det muligt for Danmark at omgå FN’s regler for at fastholde sin magt. Med denne forfatningsændring fortsatte koloniseringen, herunder tvangsforflyttelser, assimilation og planlægning der medførte folkedrabskarakter rettet mod inuit i Kalaallit Nunaat.
Danmarks påtvungne autoritet resulterede i handlinger, der udgør folkedrab. Mellem 1966 og slutningen af 1980’erne fik tusindvis af inuitpiger og kvinder indsat spiral (IUD) for at forhindre graviditet. Halvdelen af de 9.000 kvinder i Kalaallit Nunaat, som kunne få børn, fik spiral i programmets første fem år. Nogle af pigerne, der blev tvunget til at få spiral, var stadig børn, helt ned til 12 års alderen. I mange tilfælde gav kvinderne og for pigernes vedkommende, gav deres forældre ikke samtykke til indgrebet. Mange havde ingen viden om, hvad der skete, og ingen information om indgrebets konsekvenser for deres kroppe. Kvinderne var mødre og tanter; pigerne var døtre. Selv i tilfælde, hvor der blev givet samtykke, var det formet af en kontekst præget af pres og frygt for staten og lægerne. Tusindvis af inuitkvinder og piger blev frataget deres kropslig selvbestemmelse og muligheden for at skabe den næste generation af inuitbørn. Det var ikke blot et angreb på inuitkvinder og piger, det betød, at en hel generation af inuitbørn blev aldrig født.
I mellemtiden udvandt Danmark ressourcer i Kalaallit Nunaat. Nogle miner var forbudt område for inuit (se filmen Det Hvide Guld om dansk udvinding af kryolit i Ivittuut). Disse miner udvandt enorme mængder mineraler, herunder kryolit, mens værdiskabelsen og den økonomiske gevinst i vid udstrækning tilfaldt Danmark frem for de lokale samfund og inuitbefolkningen. I øvrigt var amerikanske tropper stationeret i området under Anden Verdenskrig for at beskytte det mod tysk overtagelse.
I andre tilfælde blev inuit og bygder brugt som udvindings og arbejdskraftsteder.
I 1972 blev beboerne i en af Kalaallit Nunaats største byer, Qullissat, tvangsforflyttet på grund af lukningen af en dansk kulmine.
700 indbyggere flyttede i den første bølge, efter at serviceydelserne til byen blev fjernet. De resterende 500 blev “tvangsmæssigt” forflyttet.
Inuit har altid været imod kolonialt styre. Efterhånden som koloniseringens konsekvenser blev tydeligere, øgede det den politiske bevidsthed blandt inuit i Kalaallit Nunaat. De begyndte at udfordre det danske styre. Udfordringerne kom først gennem musikken, bandet Sumé sang på grønlandsk om identitet, modstand og inuitkultur og inspirerede en bevægelse. Politiske Inuit partier blev dannet, hvilket udviklede sig til en folkeafstemning om hjemmestyre i 1979, som fik massiv opbakning fra 70 % af vælgerne. Som resultat opnåede Kalaallit Nunaat lovgivende kompetence på flere centrale områder, herunder uddannelse, sundhed, fiskeri og forvaltning for miljø, dog inden for rammerne af Kongeriget Danmark.
Dette var et afgørende øjeblik for Kalaallit Nunaat, da det gjorde det muligt for nationen at definere sin egen identitet og selvbestemmelse i en grad, hvor selvstændighed blev et klart mål. I 2009, efter endnu en rungende folkeafstemning med 76 % for, Selvstyreloven – Inatsisartutlov om Grønlands Selvstyre (Kalaallit Nunaanni Namminersorneq pillugu Inatsisartut inatsisaat), erstattede hjemmestyreordningen og udvidede yderligere Kalaallit Nunaats selvbestemmelse retning mod fuld uafhængighed og suverænitet.f
Stormagtspolitik og tilbagevenden af koloniale traumer
Retningen mod selvbestemmelse trues nu af fornyede forsøg på at kolonisere Kalaallit Nunaat. Truslen er todelt: for det første den imperialistiske retorik fra den amerikanske præsident Donald Trump og den vestlige verdens svage reaktion, formet af en desperation efter at formildne for at sikre deres egen politisk og økonomisk stabilitet. For det andet,fremvæksten af imperialistisk retorik har normaliseret nutidig kolonialisme og fjernet oprindelige folks perspektiver, idet stater som Danmark og Canada handler, som om inuit er ikke-eksisterende. Ligesom Kalaallit Nunaats historie udelades fra samtalen, udelades også inuitstemmer i nutiden: nedtonet, marginaliseret eller tilsidesat, til tider endda overtaget i vestlige/koloniale diskurser. Tavsheden er dehumaniserende. Det er derfor afgørende at menneskeliggøre fortællingen, at anerkende, at inuit er selvstændige aktører og beslutningstagere over deres egen fremtid med iboende rettigheder og suverænitet. Som inuit selv understreger: “Intet om os, uden os.”
Vedvarende imperialisme udspiller sig på baggrund af virkelige mennesker i Arktis, der lever deres hverdagsliv, med deres familier og fællesskaber, taler deres eget sprog, med kulturel integritet og ønsker at leve frit.
Så den koloniale drejebog vender tilbage for fuld kraft. Den amerikanske præsident skaber splittelse for befolkningen kaos, usikkerhed og frygt. Mens nogle hævder, at disse fornyede krav på Kalaallit Nunaat blot er et forsøg på at distrahere den amerikanske offentlighed fra deres interne problemer og dens ledereskriminalitet, påvirker usikkerheden og forvirringen inuit direkte. Det er ikke en tryg tid, især når imperialismens og den voksende fascismes vanvid synes uden for fornuftens rækkevidde. Derfor er det afgørende for os at fokusere på at vi står sammen som mennesker.
I Kalaallit Nunaat, føler mange af os reel frygt. Den er ikke irrationel. Den udspringer af historiske erfaringer i krop, sind og ånd; intergenerationelle traumer, der genaktiveres, hver gang der igen tales om tab af land, tvang og ulige magtforhold, som vi har udholdt i generationer.
USA’s retorik er ikke blot kaotisk; den er imperialistisk og kolonialistisk. En supermagt, der truer med annektering og militært pres, tilsidesætter international lov og bruger Arktis som et tvangsmiddel, hvilke skaber ustabilitet overalt. Det er denne adfærd, der aktiverer vores nervesystemer. Vi genkender den alt for godt.
Samtidig ser vi igen en mangel på forståelse fra dansk side. Når vores frygt afvises som en overreaktion eller som at være “for følelsesladede”, gentager det et langt dansk kolonialt mønster. Forestillingen om inuit som irrationelle, barnlige eller styret af følelser er en stereotyp rodfæstet i missionærskrifter og politisk diskurs. Disse racistiske forestillinger former fortsat, hvordan der tales til og om inuit. Det er et udtryk for magtblindhed. Når danske politikere taler ned til os, er nedladende og er paternalistiske, og udelukker vores egne folkevalgte repræsentanter fra nogle af samtalerne med USA, skaber det ikke tryghed. Det forstærker den indlejrede ulighed i vores samfund.
Vores ønske om selvstændighed er ikke nyt. Politisk uafhængighed er forankret i international ret og FN-rammer for tidligere koloniserede lande. Det er nedskrevet i Selvstyreloven og er et legitimt politisk mål. Det er den vej, Kalaallit Nunaat bevæger sig ad. At bruge denne ambition imod os som et tegn på uansvarlighed er at genskabe koloniale hierarkier, hvor “Kalaallit Nunaat tilhører sit folk” kun gælder, hvis vi opfører os på måder, der er acceptable for et dansk eller imperialistisk diskurs.
Hvis Danmark ønsker en samlet front i denne krise, kræver det et sprog, der anerkender os, ikke bringer os til tavshed. Noget så enkelt som: “Vi forstår, at dette kan vække gamle sår, og fordi vi ønsker at tage ansvar for dem, og for vores tidligere fejl, står vi sammen med jer.”
Allierede taler ikke ned. Venner kræver ikke tavshed. Et fællesskab bliver ikke stærkt ved at ignorere vores erfaringer, men ved at lytte til dem.
Vores ord handler ikke om at støtte USA. Tværtimod handler de om vores demokratiske og relationelle ansvar for at sige højt, hvad der sker i krop, sind og ånd, når verden bevæger sig i skadelige retninger. At give stemme til og lytte til disse erfaringer er nødvendigt, hvis vi ikke ønsker, at gamle mønstre og historien gentager sig.
Støtte til Kalaallit Nunaat
Hvad kan du som global borger gøre for at bidrage i situationen i Kalaallit Nunaat? Helt enkelt: Arbejd i solidaritet med inuit. Læs og se materiale skabt af inuit. Lyt til inuit. Når det er relevant, læs de Cirkumpolare Inuit protokoller udarbejdet af inuit. Vær med til at løfte vores stemmer. I århundreder har inuit forvaltet Arktis. På tværs af hele Inuit lande er der opbygget organisationer og institutioner som varetager diplomati og samarbejde.
Inuit har sammen med samer (og mange andre oprindelige folk) stået i front for oprindelige folks rettigheder, i internationale fora og i udøvelsen af vores ret til selvbestemmelse. Inuit har spillet en central rolle i etableringen af FN’s Permanente Forum for Oprindelige Folk og i arbejdet gennem Inuit Circumpolar Council. Inuit er ikke blot aktivister; de har i årtier arbejdet utrætteligt på globalt niveau.
Nu organiserer vi os igen med grundlæggende borgerrettighedsstrategier: deltage i massemobilisering og udfordre etablerede rammer. Imperialismen forsøger at omdefinere sig selv. Sæt dig ind i, hvordan magt opretholdes, og hvordan den kan udfordres. Det er kun igennem global fællesskab vi udfordre den vold, der finder sted. Det er ikke tilfældigt, at inuit gennem tiden har markeret sig markant i international politik. Givet hvor vi lever, er vi nød til at være strategiske, vedholdende og modige. Inuit styrke ligger i fællesskabet. I svære tider samles vi for at give hinanden omsorg og støtte. Vi opfordrer verden til at gøre det samme. Modgiften mod global dominans er enkel: fællesskaber, der står sammen og handler i solidaritet.
Lær om grønlændernes perspektiv på Kalaallit Nunaat hos:
